Fynsk Pilgrimsvandring har i 2022 eksisteret i 20 år og er en velfungerende forening med ca. 70 medlemmer i gennemsnit i løbet af et år.
Vore aktiviteter er fordelt jævnt over hele året. Vi tilstræber at lave en éndagsvandring ca. hver måned. I de kolde måneder laver vi 1 eller 2 pilgrimscaféer i Thomas Kingos Kirke i Odense, som er den kirke, foreningen er knyttet til. Den store aktivitet med vandring over 3 dage i Pinsen fra udvalgte kystbyer til pilgrimsmålet Odense Domkirke er foreningens flagskib og har været praktiseret siden 2002, hvor det hele startede – på nær de 2 corona-år 2020 og 2021.
Hvordan startede det?
Det startede i 2001 med, at sognepræsten i Kværndrup, Anette Foged-Schultz, blev kontaktet af Fyns Amts kulturudvalg. Grunden til at valget faldt på Anette var nok, at hun havde gennemført sin første store pilgrimsvandring til Santiago de Compostela ad Camino Frances og i et års tid havde holdt foredrag rundt omkring på Fyn herom.
Anette blev spurgt, om hun ville/kunne genfinde gamle pilgrimsveje på Fyn og arrangere pilgrimsvandring på Fyn. Hun fik en pose penge og frit råderum i forhold til hvor, hvordan og hvornår pilgrimsvandringen skulle finde sted.
Beslutningen om hvor, hvorfra og hvortil og hvornår blev taget ud fra kulturprojektets fokus, der hed: Fra periferi til centrum.
Valget faldt på at vandre til Domkirken i Odense fra de 7 fynske kystbyer og på, at det skulle foregå i de tre pinsedage. Fra lørdag morgen til mandag aften skulle der vandres fra periferi til centrum på Fyn. Temaet passede godt på processen under vandringen. Man bliver centreret. Finder fokus. Går fra adspredthed til samling. Samling om det væsentlige.
Distancen er ca. 50-55 km fra kystbyerne ind til Odense midt på øen. Og hvordan – det lå selvfølgelig i kortene at vandringen så vidt muligt skulle ligge mellem kirkerne, der jo ligger som perler på snor i det fynske landskab – altså kirkevandring – pilgrimsvandring som kirkegang i Guds grønne katedral.
Anette fandt gode kræfter til at hjælpe sig, herunder middelalderhistoriker Tore Nyberg fra SDU, som blev en kæmpegevinst for Fynsk Pilgrimsvandring og var med til at kortlægge de gamle pilgrimsveje ind til Odense, markere de væsentligste kirker undervejs og beskrive dem. I mange år var Tore selv vandringsleder på ruten fra Assens, indtil benene ikke kunne mere. Tore døde for et par år siden, men lige til det sidste stod Fynsk Pilgrimsvandring hans hjerte nær.
Fynsk Pilgrimsvandring går i luften i 2002
I 2002 var Anette og Co. klar til at vandre. Ildsjælene – dem der skulle stå for vandringerne fra kystbyerne og andet praktisk – var kommet til og klar til pilgrimsvandring med hver sin flok. Det var stort.
Fynsk Pilgrimsvandring arrangerede den første offentlige pilgrimsvandring i Danmark siden reformationen. Der var omkring 100 pilgrimme fra hele landet, der fik nogle fantastiske dage i høj pinsesol med vandringer gennem et nyudsprunget forårsgrønt fynsk landskab. Ja, der kom endda pilgrimme sejlende fra Als til Faaborg, for at gå med.
Og sådan har det fortsat lige siden – dog ikke med lige så stort deltagerantal – eller alle ruter i gang. Fynsk Pilgrimsvandring var pioner og tiltrak pilgrimme fra hele landet, men siden da er der kommet pilgrimsfællesskaber og -foreninger til overalt i Danmark, så pilgrimme ikke længere behøver at tage til Fyn for at vandre.
10 års jubilæum i 2012
I forbindelse med 10 års jubilæet i Fynsk Pilgrimsvandring havde bestyrelsen fået den idé, at der skulle opstilles en pilgrimsbænk i Eventyrhaven nedenfor Odense Domkirke, hvor trætte pilgrimme kunne hvile deres ben.
Der blev søgt fonde om midler til bænken, som trækunstner Allan Bo Jensen skabte. Den smukke bænk står der den dag i dag ved siden af morbærtræet, som er plantet af foreningen Danske Santiagopilgrimme.
Anden Pinsedag 2012, da pilgrimmene var kommet ind fra de forskellige ruter, blev bænket afsløret og der blev holdt taler. Senere gik pilgrimmene til en forfriskning i Skt. Knuds Salen v/Domkirken inden festgudstjenesten i Domkirken.
Pilgrimsbænken er stadigvæk mødestedet for pilgrimmene, når de 2. Pinsedag når frem til Odense.
20 års fødselsdag i 2022
Sådan som det begyndte – fortsætter det i dag.
For Fynsk Pilgrimsvandring har pilgrimsvandring fra begyndelsen været ”kirkegang”. Vi går fra kirke til kirke mod en fælles kirke i Pinsen. På éndagsvandringer starter vi gerne med en gudstjeneste og slutter af i kirken med en andagt – eller omvendt.
Kirken står tydeligt for os pilgrimme som et ganske særligt rum. Nemlig dét rum, der kan og vil rumme os med alt, hvad vi bærer med os og med alt, hvad vi er.
Bestyrelsen har besluttet at markere 20 års fødselsdagen henover året. Første gang til foreningens generalforsamling den 31/3, hvor der efter generalforsamlingen inviteres på lidt at spise og derefter foredrag ved pilgrimspræst Elizabeth Knox-Seith.
Anden Pinsedag når pilgrimmene er nået frem til Odense Domkirke vil der være en markering i Skt. Knuds Salen.
Den 17. september inviterer foreningen til koncert/lydvandring/lydmeditation ved musiker Sara Grabow i og ved Fredens Kirke i Svendborg.
Den første søndag i advent har foreningen tradition for at vandre – og også den dag vil vi udråbe et leve for foreningen – som stadig er afhængig af, at der er ildsjæle, som vil det her.
I Fyns Stift har vi ikke – som så mange andre steder – en pilgrimspræst – men Fynsk Pilgrimsvandring har et rigtig godt samarbejde med sognepræster og menighedsråd rundt omkring i de mange kirker, hvor vi vandrer til/fra/forbi.
Vi har samarbejde med Center for Kristen Spiritualitet, som åbnede i 2014, og som er økumenisk. Centeret tilbyder forskellige former for kristen spiritualitet som retræte, meditation, pilgrimsvandring v/Fynsk Pilgrimsvandring, gudstjeneste, foredrag samt udgivelser og refleksioner over praksis.
I Gud lever vi, ånder vi og er vi.